Generalkonsulatet og Innovation Centre Denmark i München
Som den eneste danske repræsentation i Europa, har generalkonsulatet i München samlet The Trade Council, Innovation Centre Denmark og Invest in Denmark under ét tag, hvilket skaber en helt unik synergieffekt og arbejdsatmosfære. Alle tre rådgivningsafdelinger har fokus på tech og digitalisering, med yderligere sektorekspertise inden for sundhed/life-science og clean-tech.
Som praktikant på generalkonsulatet i München, bliver du involveret i en perlerække af forskellige opgavetyper og opnår herigennem et bredt kendskab til Udenrigsministeriets virkefelt og organisation. Du får styrket dine sprogkundskaber og internationale samarbejdsevner, og opbygget en stor kontaktflade til lokale aktører, danske virksomheder, brancheorganisationer og clusters.
Vi bestræber os på at placere dig i dén sektor, der passer bedst til din profil og dine interesseområder, så du kan udvikle din kompetencer bedst muligt i løbet af praktikopholdet.
Er du stærk til tysk og engelsk, initiativrig, engageret og analytisk? Har du mod på en alsidig hverdag i krydsfeltet mellem laptops og lederhosen og lyst til at blive en del af vores kontor, hvor det sociale fællesskab har høj prioritet? Så vil vi meget gerne høre fra dig!
Hvis du har spørgsmål vedrørende praktik på generalkonsulatet i München, er du meget velkommen til at kontakte Lone Stein – [email protected] / +49 8954585414
Praktikant - The Trade Council
The Trade Council (TC), som er repræsenteret i mere end 70 lande, har i München fokus på at understøtte danske styrkepositioner indenfor tech og sundhed. TC-specialisternes indgående markedskendskab og sektorforståelse muliggør skræddersyede eksportforløb og public affairs-ydelser. Som praktikant, vil du blive inddraget i det strategiske og operationelle forarbejde forbundet med at hjælpe små og store danske virksomheder med at søsætte og øge deres salg på Danmarks største vækstmarked, Tyskland.
Praktikant – Innovation Centre Denmark
Innovation Centre Denmark (ICDK) i München er ét af i alt syv innovationscentre strategisk placeret i innovative hotspots rundt omkring i verden. ICDK bistår den danske triple-helix-model ved at fremme adgang til international viden, netværk, innovation, kapital og markeder. Samarbejdet mellem industri, start-ups og forskningsmiljøer skaber en dynamisk synergi mellem teknologi, innovation og viden, hvilket du som praktikant kommer til at opleve på nærmeste hold.
Praktikant – Invest in Denmark
Invest in Denmark (IDK) rådgiver udenlandske virksomheder, der overvejer at etablere sig eller indgå partnerskaber i Danmark, og har specialiserede medarbejdere siddende på udvalgte repræsentationer i Europa, Asien og Nordamerika. Som praktikant får du indblik i IDKs omfattende servicetilbud til udenlandske investorer: Information og analyser omkring virksomhedsdrift i Danmark, kontakt til potentielle partnere og relevante netværk, tilrettelæggelse af besøgsprogrammer og praktisk hjælp til virksomhedsetablering.
Ansøgning
Her kan du finde mere information om ansøgningsprocessen til et praktikophold i München.