Gå til indhold

Kontorhotel

En vigtig psykologisk faktor ved markedsføringen af et produkt på et eksportmarked er tilstedeværelsen og nærvær på markedet. Det er ikke altid nødvendigt at etablere sig med dyre kontorer og ansatte for at være opnå denne tilstedeværelse. 

Et godt alternativ er etablering gennem brug af et kontorhotel, hvorved man ”lejer” en adresse, evt. med et kontor og adgang til møderum. Herved opnår virksomheden en tysk adresse med tysk telefon- og telefaxnummer, der kan betjenes af kontorhotellets personale eller omstilles direkte til virksomheden i Danmark.

Udadtil har virksomheden således opnået en tilstedeværelse på markedet og opfattes derfor ofte som en ”tysk virksomhed”.

Et kontorhotel er bedre end at have kontor hos en ansat. Man ved jo ikke, om den ansatte bliver i virksomheden og så skal man til at ændre adresse igen.

Fra et skattemæssigt synspunkt skal man overfor myndighederne kunne dokumentere, at de væsentlige beslutninger træffes fra selskabsadressen; skattemyndighederne kontrollerer med andre ord, at der ikke kun er tale om et virtuelt kontor.

Udgifter

Udgifterne er meget forskellige afhængigt af, hvilken service kontorhotellet skal yde.

Skal der f.eks. blot lægges navn til og videresendes post? Skal kontorhotellet tage imod telefonbeskeder og simple opkald som f.eks. bestillinger? Skal der stilles videre til et dansk telefonnummer uden, at kunden mærker, at denne reelt ringer til Danmark? Har virksomheden behov for et kontor dagligt, en gang om ugen eller sjældnere? 

Hermed følger nogle eksempler på udgifter på kontorhoteller i Hamborg.

Domicilering - Forretningsadresse

Ved domicilering har virksomheden udelukkende tysk adresse i kontorhotellet med videresendelse af post til Danmark. En service af det omfang koster ca. fra 160 € pr. måned. 

Domicilering og telefonservice

Ud over et lokale i kontorhotellet viderestilles telefonopringninger til virksomheden i Danmark.

Kontorhotellet kan desuden tilbyde telefonpasning, hvis virksomhedens nummer er optaget, eller der er lukket pga. helligdag eller ferie i Danmark. Denne service koster typisk fra ca. 180 € pr. måned.

Kontorlokale

Det er muligt at leje et kontorlokale fra ca. 800 € pr. måned. På kontoret har virksomheden typisk adgang til internet, printer, kopimaskine m.m. og mulighed for også at låne/leje mødelokale efter behov. I forhold til selv at leje et mindre kontor er dette ofte en god løsning, da virksomheden på den måde ofte kan have stor fleksibilitet til at foretage evt. ændringer og tilpasninger.

En liste over kontorhoteller i hele Tyskland findes f.eks. på www.business-centers.de.