Gå til indhold

Dansk mindretal - uddannelsesophold

Tyske statsborgere, der er bosiddende i Sydslesvig, og som tilhører det danske mindretal, kan på generalkonsulatet i Flensborg få udstedt opholdstilladelse i op til 12 måneder, hvis de skal på uddannelsesophold, højskole, efterskole eller lignende i Danmark.

I den forbindelse bedes ansøgeren møde personligt op på generalkonsulatet samt medbringe følgende dokumentation:

  • udfyldt ansøgningsformular SG3. Ansøgningsformularen SG3 kan hentes på generalkonsulatet eller downloades fra udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk
  • gyldigt rejsepas eller tysk id-kort (Personalausweis)
  • dokumentation for dansk skolegang i Sydslesvig f.eks. et afgangsbevis. 
  • optagelsesskrivelse fra den uddannelsesinstitution, hvor ansøgeren skal studere (ansøgers navn skal fremgå af optagelsesbeviset). Uddannelsesinstitutionen kan være et dansk universitet eller anden højere læreanstalt, dansk højskole, efterskole eller lign.

På generalkonsulatet skal man ved samme lejlighed have optaget biometri (ansigtsfoto og fingeraftryk) samt afgive sin underskrift.

Opholdstilladelsen udstedes samme dag eller senest få dage efter indgivelse af ansøgningen.
Et sygesikringskort samt opholdskort modtages efter nogle få uger.

Ansøgningen er gebyrfri.
 
En sådan ansøgning skal om nødvendigt forlænges i Danmark hos Politiet eller direkte hos Udlændingestyrelsen (kun hovedstadsområdet) eller undtagelsesvis på generalkonsulatet i Flensborg. I den forbindelse skal tilhørsforholdet til mindretallet nævnes og dokumenteres igen.

Kontakt:

Danmarks Generalkonsulat
Nordergraben 19
D-24937 Flensburg
Tlf: 0461-14400-0
Fax: 0461-17928
E-mail:
[email protected]