(foto: Adam Mørk)

Det Nordiske Ambassadekompleks, Berlin-Tiergarten
Hjertet i den danske ambassade er en høj foyer, som spalter bygningen i to, med en svungen, træklædt væg til den ene side, og en ’himmeltrappe’ til den anden. Med denne grundidé har 3x Nielsen søgt at skabe en bygning, som både udstråler den værdighed, som kræves af en ambassade, men også et lyst og levende sted, som formidler den danske ånd – og som gør netop dette hus til et spændende og smukt sted at komme på arbejde hver dag.

Ambassadens ydre grænser var givet ud fra den tidligere konkurrence om det samlede ambassadekompleks. Denne konkurrence blev vundet af det østrigsk-finske arkitektpar Berger + Parkkinen, som med et svunget kobberbånd forenede de fem nordiske ambassader for Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark samt et fælles Nordisk Hus.

Ambassaden består af to volumener, der følger den tildelte grunds ydre afgrænsninger, og som spaltes af et højt, glasoverdækket panoptisk aularum.

Det svungne volumen
Det ene volumen følger trofast kobberbåndets svungne form, så man også inde i selve ambassaden vil genkende kompleksets karakteristiske, bevægede ydre. Det er kun i den danske ambassade, at man genfinder ambassadekompleksets ydre, organiske form. Formen er opdelt i kobberlameller, der ud for ambassadens vinduer vippes vandret, så man kan kigge ud og få dagslys ind.

Den svungne form tegnes ind mod aulaen af en transparent trælamelskærm, som løber langs den vestlige del af bygningen. Træskærmen hælder svagt indad, så aularummet bliver smallere opefter. På den måde bliver spændingen mellem de to ’tunge’ bygninger mere intens.

Aulaen – det panoptiske rum
Aulaen krydses af gangbroer, og de passeres mange gange dagligt når man går til og fra kollegernes kontorer. Man får derfor hver dag denne let kildrende, tredimensionale oplevelse af det fire etager høje rum, og på samme måde giver færdsel frem og tilbage bag træskærmens flimrende lameller en god illustration af husets dynamik. På gangbroerne kan gæster holde en kort pause, frit ’hængende’ i rummet.

Det høje aularum giver i tillæg nogle ganske særlige udstillingsmuligheder – lange bannere, ophængning af objekter af mange størrelser, brug af gangbroerne til f.eks. en tredimensional stoleudstilling, audiovisuelle oplevelser på og i træskærmen – ligesom man ved celebre begivenheder kan huse en anseelig menneskemængde, hvor også gangbroerne kan udnyttes som opholdsareal.

I den sydlige ende sørger en tung betonkerne for elevatorforbindelse, toiletter og andre faciliteter fælles for alle sektioner, samtidigt med at tårnet differentierer den rumlige oplevelse i aulaen.

Det skarpe volumen
Det andet volumen står i spændingsfyldt modsætning til det første som et prismatisk, skarpt objekt. Mod Inner Plaza og de øvrige ambassader åbner det sig ved indgangen i en bred udskæring, som en invitation til forhallen og receptionen. Over indgangen hænger en bred balkon, som prydes af det danske våbenskjold. De røde og gyldne farver præsenteres smukt på den stålgrå baggrund: Facaden er beklædt med rustfri stålplåder, som er perforerede med små huller, så de bliver forbløffende gennemsigtige. De virker derved som solafskærmning, og facaden står roligt og ensartet, med et diskret spil i de oplukkelige plader; en nødvendighed ud mod en plads omkranset af fem forskellige bygninger.

Generelt er der i planløsningen lagt vægt på, at samtlige kontorer har dagslys; de er alle beliggende ud til en af facaderne. De indbyrdes relaterede funktioner grupperes tæt, gerne med forbindelse på tværs af aulaen. Således opnås en cirkulerende færdsel, dagligt beriget af de hyppige krydsninger af det panoptiske rum.

Materialeholdning
Det er et hus med kontraster. Formsproget består både af bevægede og skarpe former, og materiale skifter mellem hårde og bløde; varme og kolde overflader. Materialeholdningen er først og fremmest værdig, men også venlig. Lys, let – ’skandinavisk’. Det har været visionen, at ambassaden fremstår som bevis på dansk formåen indenfor design og teknik.

Den iøjnefaldende, præcist udførte træskærm består af lange asketræ-lameller, hvis iboende styrke egner sig godt til de lange, lige spænd, ligesom åretegningen i ask giver lamellerne struktur og karakter uden at bryde med det lyse indtryk. Lamellerne er på uformel vis monteret med skruer, og denne djærve, ligefremme måde kontrasterer på en interessant måde præcisionen i det færdige resultat. Overfor den ’bløde’ træskærm står det skarpe volumen, som også indvendigt er beklædt med perforerede stålplåder.

Gulvet i det panoptiske rum er en dyb, brunlig, levende natursten fra Portugal, som hedder Azul Cascais. Den mørke farve er valgt for at lægge en tryg og overbevisende bund i det høje, meget lyse rum.

Gangbroer og trapper, som krydser op igennem rummet står hvidmalede, støbt i beton, med karakteristisk afrundede kanter. Profilernes kraftige midte er skabt således, at den bærende styrke placeres de afgørende, konstruktive steder. Det er meget udbredt at nedbringe det visuelle indtryk af tykkelsen på profilerne så de fremstår lette og elegante. I dette hus gøres det ved en afrunding, i stedet for f.eks. en fortanding eller tilspidsning, for at forblive i det bløde, ’organiske’ formsprog som initieres af den svungne træskærm. På sin flugt op gennem rummet kærtegner trappen lyset og rummet i stedet for at skære sig op gennem den.

Lamperne, som findes såvel vægmonterede som hængende i tynde stålwirer under gangbroerne, er oprindelig tegnet af arkitekten Arne Jacobsen omkring 1935 i forbindelse med Århus Rådhus, et af hans mesterværker. Patentets udløbstid faldt sammen med en stærk interesse i Nordspanien for den tidlige, såkaldt bløde, nordiske modernisme – og her var Arne Jacobsen blandt favoritterne. Et spansk lampefirma begyndte derfor at producere den gamle lampe igen, og 3x Nielsen valgte at bruge den i matpoleret rustfrit stål, hvor den originale rådhuslampe er udført i messing. Lampen bringer en vis atmosfære eller ånd med sig – en balance mellem nyt og gammelt, og en moderne fortolkning af en dansk designtradition, som vi finder passende til et Danmarks hus.

Møblerne i ambassaden er valgt blandt flere danske møbelproducenter. Det er tilstræbt, at man fra ambassadens side forsynede bygningen med nye møbler overalt, og det er stort set blevet tilfældet. Der ses godt dansk arkitektdesign som bl.a. Arne Jacobsen-stole og Poul Kjærholm-borde produceret af Fritz Hansen, Kasper Salto-mødestole produceret af Botium; sofaer produceret af Erik Jørgensen, og lamper fra Artemide. Reoler, skrive- og arbejdsborde produceret af Hansen & Sørensen. Den dybe rubinrøde farve, som ses på de svungne indervægge bag træskærmen, går igen på reolbagvæggene. Disse produceres særligt til ambassaden.

Bygherre: Udenrigsministeriet

Opført: 1997-99, 1. præmie i indbudt national konkurrence 1996

Størrelse: 2.650 m2

Byggeudgifter: 40 mio. DKK

Arkitekter: Lars Frank Nielsen, Kim Herforth Nielsen (ansv.)

Arkitektmedarbejdere: Gerti Axelsen, Lars Kjemtrup, Lars Due Jensen, Jette Schwarz, Lars Povlsen, Mads Posch, Malene E. Knudsen

Ingeniør: IGH Köln (teknik), IGH Berlin (statik)

Udenrigsministeriets rådgiver for byggeriet, herunder også møblering og indretning:

Arkitekt Susanne Kongsted, MAA, PAR
Allégade 2
Bygning 10
3000 Helsingør
Tlf.: 49 20 18 54
Fax: 49 20 18 82