Spring til indhold

Tyskland som marked

Nabolandet syd for grænsen betragtes af mange danske virksomheder som et attraktivt, udvidet hjemmemarked, og det er der mange gode grunde til: geografisk nærhed, stort marked, kulturel lighed, let markedsadgang samt langvarige handelsrelationer mellem Danmark og Tyskland er blot nogle få.

Forretningskultur

Det kan være en fordel at medtænke de kulturelle forskelle mellem Danmark og Tyskland, når man indgår en tysk arbejdsforbindelse.

I kommunikationen mellem forretningsforbindelser er tiltaleformen som oftest De (Sie). Det gælder ikke blot mellem repræsentanter for to forskellige virksomheder, men somme tider også blandt kolleger. Især mellem medarbejderen og dennes foresatte vil denne distance være naturlig. I berlinske start-up miljøer kan man som regel finde et yngre aldersgennemsnit og en mere afslappet omgangsform.

Påklædningen vil afhænge af virksomhedstype, men man er i tysk erhvervsliv generelt en anelse mere formel end i Danmark. Eksempelvis vil ledelsen og (højere) funktionærer som regel være iført jakkesæt/spadseredragt. Det gælder især ved arrangementer udenfor virksomheden. Som dansk forretningsforbindelse er det derfor en fordel at medtænke påklædning og fremtoning, når man mødes i tysk forretningsmæssig sammenhæng. Det gælder både hvis man mødes i Danmark og Tyskland.
 Punktlighed og pålidelighed er en anden tysk dyd i forretningsmæssig sammenhæng. Man bruger energi på at forberede et møde og forventer det samme af forretningsforbindelsen. Aftaler, mødeaftaler og lignende bør desuden altid bekræftes skriftligt.

Generelt set forventes man at kunne kommunikere på tysk med tyske forretningsforbindelser, mens engelsk vil være andet valg. Ved telefoniske henvendelser præsenterer de fleste sig i forretningsmæssig sammenhæng med deres efternavn. I private sammenhænge kan det være fyldestgørende med et ”Hallo”.

Kontor- og åbningstid

Åbningstid fra kl. 09.00 til 16.00/17.00 undtagen fredag, her lukker mange firmaer tidligere. Som regel holdes frokostpause mellem kl. 12.00-13.00.
Alle kontorer er lukket lørdag og søndag.
 
Offentlige kontorer:
Åbningstiderne på de offentlige kontorer kan variere fra forbundsland til forbundsland og også fra by til by. Det anbefales at undersøge åbningstiderne på nettet.