Spring til indhold

Den dansk-tyske mindretalsordning

Ved grænsedragningen i 1920 blev de ydre forudsætninger skabt for det danske og det tyske mindretal, som vi kender dem i dag. Samtidig blev grunden også lagt til den mindretalsordning, der trods betydelige svingninger i det udenrigspolitiske forhold forblev rammen om mindretallenes virke, og som fandt sin endelige form med København-Bonn-erklæringerne i 1955.

De to - i deres udformning nøje afstemte - regeringserklæringer begynder begge med en passus, der udtrykker ønske om at fremme det venskabelige samliv i befolkningen på begge sider af den dansk-tyske grænse og det venskabelige forhold mellem de to stater. I indledningen henvises der endvidere til artikel 14 i den europæiske konvention om menneskerettigheder og de to staters mindretalserklæringer fra 1949 (Kiel-erklæringen og ”Københavns-protokollen”). Herpå følger en opregning af de borgerlige frihedsrettigheder, som er fastlagt i de to staters forfatninger, med en udtrykkelig henvisning til, at disse rettigheder også gælder enhver der tilhører henholdsvis det tyske og det danske mindretal.

Som en konsekvens af disse retsprincipper bliver det fastslået, at bekendelsen til henholdsvis tysk og dansk nationalitet og kultur ”er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves.” Personer, der tilhører de to mindretal og deres organisationer, må hverken i skrift eller i tale hindres i at benytte det sprog, de foretrækker. Over for domstolene og forvaltningen retter sproget sig efter gældende regler. De to erklæringer fastslår endvidere det danske og det tyske mindretals ret til at pleje deres religiøse, kulturelle og faglige forbindelse med henholdsvis Danmark og Tyskland, samt mindretallenes ret til at oprette egne skoler og børnehaver. Endvidere skal der ifølge erklæringerne tages rimeligt hensyn til de to mindretals benyttelse af radioen og adgang til at bringe offentlige bekendtgørelser i egne dagblade. Endelig får mindretallene et tilsagn om, at der bliver taget hensyn til deres repræsentation i kommunale udvalg efter gældende regler, samt at der ved tildeling af offentlige ydelser efter frit skøn ikke vil blive gjort forskel på personer der tilhører mindretallet og andre statsborgere.

I en tillægsprotokol gav den tyske forbundsregering tilsagn om, at den i forbundsdagsvalgloven af 8.7.1953 § 9 stk. 5 indførte bestemmelse til fordel for nationale mindretal ville blive bevaret i fremtidig lovgivning på området. Bestemmelsen var en nyskabelse, idet den gav nationale mindretal mulighed for at blive repræsenteret i Forbundsdagen, når de kunne mønstre gennemsnittet af stemmer pr. valgt forbundsdagsmedlem i den delstat, hvor mindretallet fandtes.

Nok så vigtig var et tilsagn fra forbundsregeringen om, at den slesvig-holstenske landdag hurtigst muligt ville indføre en undtagelsesbestemmelse fra 5 %-klausulen i den slesvig-holstenske landsvalglov til fordel for det danske mindretal. Den 23.5.1955 vedtog den slesvig-holstenske landdag at ophæve 5 %-klausulen for nationale mindretals vedkommende. Fremover skulle det danske mindretal kun mønstre stemmer nok til ét mandat, for at blive repræsenteret i landdagen. Det svarede i praksis til den ordning, som det tyske mindretal siden 1920 havde nydt godt af ved folketingsvalg.

Endvidere blev der i tillægsprotokollen til København-Bonn-erklæringerne givet tilsagn om en regulering af tilskuddene til det danske mindretals skoler, samt at mindretallet ville få tilladelse til at oprette videregående almendannende skoler med mulighed for at afholde anerkendte eksaminer. Fra dansk side blev der givet tilsagn om, at det tyske mindretal tilsvarende ville få tilladelse til at oprette videregående almendannende skoler med mulighed for at afholde anerkendte eksaminer. Hermed var grundlaget skabt for, at der kunne afholdes studentereksamen på Duborg-Skolen i Flensborg og på et nyt tysk gymnasium i Aabenraa.

Efterfølgende blev de to erklæringer om det danske og det tyske mindretals almene rettigheder godkendt af henholdsvis Forbundsdagen (6.7.1955) og Folketinget (19.4.1955).

Med København-Bonn-erklæringerne kom den dansk-tyske mindretalsordning til at bygge på frivillig gensidighed og erkendelsen af et gensidigt ansvar – også på det økonomiske område - for de to mindretals kulturelle udfoldelsesmuligheder.

Dette ansvar blev i 1990 yderligere cementeret med vedtagelsen af landet Slesvig-Holstens nye forfatning. I artikel 5 udtales det, at bekendelsen til et nationalt mindretal er fri, men ikke fritager den enkelte fra de almindelige statsborgerlige forpligtelser. Kulturel selvstændighed samt nationale mindretals og folkegruppers politiske medvirken står under landets, kommunernes og de kommunale sammenslutningers beskyttelse. Det udtales eksplicit, at det danske mindretal og den frisiske folkegruppe ”har krav på beskyttelse og støtte”.

Disse rammebestemmelser er på begge sider af grænsen blevet suppleret med flere tiltag til gavn for de respektive nationale mindretal.

Den dansk-tyske mindretalsordning har vakt international opmærksomhed. Det er udslag heraf, at mange politikere m.fl. fra Østeuropa bestående af repræsentanter fra såvel nationale mindretal som flertalsbefolkninger i årene efter 1989 har aflagt talrige besøg i det dansk-tyske grænseland for at studere ordningen ved selvsyn. Det er også et udslag af denne bevågenhed - og bevidstheden om mindretalsordningens særlige betydning, at Danmark og Tyskland i 1996 i fællesskab oprettede European Center for Minority Issues (ECMI) i Flensborg. Tilsvarende har den dansk-tyske ordning ofte genstand for omtale ved internationale konferencer m.m. om mindretalsspørgsmål.

Den positive udvikling i mindretalspolitikken blev afbrudt i 2010, da den slesvig-holstenske landsregering som et led i en sanering af delstatens budget ophævede den i 1985 indførte ligestilling af det danske mindretals skoler og reducerede elevtilskuddet fra 100 % til 85 % af gennemsnitsudgiften i den offentlige skole. Det svarede til en reduktion af tilskuddet på 4,7 mio. euro.

Beslutningen udløste en krise mellem det danske mindretal og landsregeringen. Det bevirkede, at den danske regering og den tyske forbundsregering for første gang siden 1955 begge intervenerede for at sikre opretholdelsen af mindretalspolitikken. Det var et resultat heraf, at forbundsregeringen bevilgede et tilskud i 2011 på 3,5 mio. euro til de danske skoler i Sydslesvig. Det samme skete med virkning for 2012. Herved er der reelt tale om et samlet årligt tysk elevtilskud til de danske skoler på 96 %. 

Den danske regering har fra starten understreget, at fuld ligestilling er et centralt princip på mindretalsområdet, og at Danmark har sikret det tyske mindretal 100 % ligestilling på skoleområdet. Fremadrettet er det tilkendegivet, at sagen vil blive fastholdt på den politiske dagsorden, og at man fra dansk side ønsker, at ligestillingen af det danske mindretals skoler bliver genindført i landet Slesvig-Holsten.

Kontakt:

Danmarks Generalkonsulat
Nordergraben 19
D-24937 Flensburg

 

Tlf.: +49 461 144000
Fax: +49 461 17928
E-mail: flfgkl@um.dk

 

Telefoniske henvendelser:
Mandag - fredag: 9.00 - 16.00