Spring til indhold

Praktik i forsvarsafdelingen

Forsvarsafdelingen er placeret på Ambassaden i Berlin

Forsvars- og sikkerhedspolitikken i Europa er i rivende forandring som følge af, at sikkerhedssituationen og de multinationale forhold ændrer sig, samtidig med at det europæiske samarbejde udvikler sig. Som praktikant i Forsvarsafdelingen har du chancen for at få grundig indsigt i de strukturelle og politiske forandringer og processer – og et overblik over Danmarks og Tysklands forsvars- og sikkerhedssamarbejde, også i internationale sammenhænge.

Forsvarssektionen repræsenterer det danske Forsvarsministerium i Tyskland og har kontakten til det tyske departement. Sektionen koordinerer det bilaterale dansk-tyske samarbejde på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område og holder det danske Forsvarsministeriums embedsområde orienteret om tyske forsvars- og sikkerhedspolitiske emner og det multilaterale samarbejde i internationale organisationer. Forsvarssektionen arbejder tæt sammen med ambassadens øvrige afdelinger, herunder politisk-økonomisk afdeling og handelsafdelingen

Forsvarssektionen støtter Forsvaret på en lang række områder hvor der findes bilateralt samarbejde, f.eks. informationsindhentning, materielsamarbejde og kurser - med kontakter, research etc.

Sektionen støtter den danske forsvarsindustrisektor som del af Forsvarsministeriets Open For Business strategi.
Afdelingen består af en udsendt, en lokaltansat og en praktikant. Da afdelingen er lille, vil du få lejlighed til at beskæftige dig med en lang række forskellige emner.

Opgaver:

  • Afdækning af eksportmuligheder for den danske forsvarsindustri. Planlægning og gennemførelse af arrangementer på området.
  • Bidrage til indberetninger om en række forsvars- og sikkerhedspolitiske emner, herunder selvstændig research, til Forsvarsministeriet og Forsvarets myndigheder.
  • Deltagelse i konferencer, briefinger etc. mhp. informationsindhentning.
  • Besvare henvendelser fra danske myndigheder og borgere om tyske forhold.
  • Indhente diplomatiske tilladelser til Forsvarets enheder i Tyskland.

Din profil:

  • Du er studerende og interesserer dig for forsvars- og sikkerhedspolitik, Tyskland og tyske politiske og samfundsmæssige forhold.
  • Du er god til tysk og engelsk og skriver godt.
  • Du arbejder selvstændigt og har gode idéer.
  • Du er opsøgende og god til at håndtere kontakter til andre myndigheder, firmaer og borgere.

Skulle du have spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Marlene Vincentz Jensen på mavije@um.dk

Ansøgning inklusiv prioriteret mission og sektion sendes til praktiktyskland@um.dk.  

Ansøgning

Ansøgning vedlagt CV, kopi af eksamensbevis, evt. relevante udtalelser, samt udfyldt prioriteringsskema bedes sendt pr. e-mail som ét samlet dokument til: praktiktyskland@um.dk.

 

Prioriteringsskema downloades her.

 

Ansøgningsfrister

 

Ansøgninger modtages løbende. Af organisatoriske hensyn, herunder gennemførelse af den påkrævede godkendelsesprocedure, opfordres ansøgere dog til at overholde fristerne

15. marts (praktikophold 01.08-31.01) og

15. september (praktikophold 01.02-31.07).