Spring til indhold

Dansk dans i internationalt selskab

29.08.2018  08:49

Dans er et sprog, der tales af hele verden, og i denne uge samles den internationale dansebranche til Tanzmesse i Düsseldorf for at lade sig inspirere af hinanden.

Tanzmesse er en vigtig international platform for dansk scenekunst, og Statens Kunstfond lægger rammer til en dansk stand på messen. Håbet er, at den danske tilstedeværelse vil afføde nye internationale kontakter og samarbejder, og at der kan hentes ny inspiration hjem til scenekunstmiljøet i Danmark.

Om Tanzmesse
Tanzmesse er en international mødeplatform for danse- og performance-kompagnier fra hele verden. Desuden indeholder den showcases og faglige arrangementer, som fx debatter og seminarer. I år præsenterer det danske kompagni GLiMT deres samfundsrelevante performance ”Strainer” på en pitch-session, og koreografen Kitt Johnson fortæller om sin stedsspecifikke festival  MELLEMRUM. På selve messen kommer de danske kunstnere og kompagnier i kontakt med opkøbere og presenters fra hele verden, og der er mulighed for at skabe nye netværk og indgå samarbejdsaftaler.

Tanzmesse finder sted fra d. 29. august til d. 1. september. Læs mere om Tanzmessen NRW.

Den danske stand organiseres af Projektcentret i Dansehallerne på vegne af Statens Kunstfond. Der samarbejdes også med Udviklingsplatformen for Scenekunst i Danmark om speed-dating mellem danske kunstnere og udenlandske opkøbere og presenters.

Yderligere oplysninger
Specialkonsulent Ane Alsløv, Slots- og Kulturstyrelsen, als@slks.dk, tlf.: 25 48 67 75
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53