Spring til indhold

Danske digitaliseringsløsninger førende i Europa og beundret i Tyskland

02.03.2016  15:00

I forrige uge kunne Danmark for anden gang i træk løbe med titlen som digital europamester. Kåringen blev foretaget af Europa-Kommissionen, der uddelte topkarakterer til den danske digitaliseringsindsats i forbindelse med offentliggørelsen af det såkaldte  DESI-indeks, der måler europæiske landes digitale konkurrenceevne.

Selvsamme dag, som Danmark blev erklæret digitaliserings-duks, kunne ambassaden i Berlin byde velkommen til Danmarks ypperste embedsmand på området. Lars Frelle-Petersen, direktør i Digitaliseringsstyrelsen, var på visit i Berlin med henblik på at sætte fokus på danske spidskompetencer inden for digital forvaltning som taler og paneldebattør ved det velbesøgte årlige ”Berliner Anwenderforum E-Government” – en todages konference med fokus på digitalisering og fremtidssikring af den tyske offentlige forvaltning samt best practice og nye tendenser inden for E-Government. 

De fremmødte udviste stor interesse og lydhørhed over for Lars Frelle-Petersens beretning om danske erfaringer inden for digital forvaltning. Særligt løsninger som NemID, borger.dk og sundhed.dk efterlod et imponeret tysk publikum. Også elektroniske sagsbehandlingssystemer og erfaringer inden for sundheds-IT var tydeligvis interessant for de mange fremmødte tyske eksperter og beslutningstagere. 

Sammenlignet med Danmark er digital borger-stat kontakt samt digitale forvaltningsgange endnu ikke særligt udbredt i Tyskland. ”Danmark er kommet meget langt på rejsen mod det moderne samfund – et samfund, der er kendetegnet ved en smidig dialog mellem borgere og myndigheder”, fastslår ambassadør Friis Arne Petersen i den sammenhæng. På den baggrund vurderer Danmarks ambassadør i Tyskland, at ”digitalisering af den offentlige sektor er et område, hvor der er stort potentiale for at udvide myndighedssamarbejdet og erfaringsudvekslingen mellem Danmark og Tyskland.”

Det strategiske sektorsamarbejde med Tyskland vil bl.a. blive styrket ved at udsende en ny myndighedsrådgiver inden for digitalisering til den danske ambassade i Berlin. Myndighedsrådgiveren er et konkret resultat af regeringens netop offentliggjorte nye strategi for Tyskland og skal understøtte de igangværende indsatser og intensivere samarbejdet med tyske myndigheder samt åbne markedsmuligheder for danske virksomheder.

Læs mere om stillingen her.