Spring til indhold

Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale i Berlin ved den tyske mindedag for krigsofre

10.11.2016  15:59
Søndag den 13. november er statsminister Lars Løkke Rasmussen som den første danske statsminister inviteret til at holde den officielle tale ved den tyske Volkstrauertag, der er en årlig mindedag for ofrene for krig, undertrykkelse og voldelige konflikter.

Talen bliver holdt i Forbundsdagens plenarsal i Berlin. Tidligere har blandt andre Luxembourgs daværende premierminister Jean Claude Juncker og forbundskansler Angela Merkel holdt talen.

Statsministeren benytter også besøget i Berlin til at mindes krigenes ofre ved en markering ved Neue Wache, der er det centrale tyske mindesmærke for ofre for krig.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for besøget:

”Jeg er beæret over at skulle holde den officielle tale på Volkstrauertag. En begivenhed, der minder os om, at krige koster liv. Desværre står verden fortsat i brand mange steder på kloden. Danmark tager ansvar for at bekæmpe mørket. Hver dag sætter danske sønner og døtre livet på spil i blandt andet Irak og Mali. De er også i mine tanker, når jeg holder talen på søndag.

I Europa har vi lært af de grusomme erfaringer fra 2. Verdenskrig. Vi har valgt forsoning og samarbejde. Det er utroligt vigtigt at fastholde, i de urolige tider, vi oplever lige nu. Vores tætte samarbejde er grundlaget for den fred, frihed og velstand, vi har oplevet i Europa i over 70 år. Derfor skal vi være på vagt over for forsimplede snuptagsløsninger og totalitære strømninger. Vi skal holde sammen for at skabe en bedre verden.”