Spring til indhold

Udenrigsministeren lancerer skræddersyet assistance til fødevaresektoren

02.10.2015  15:18
Udenrigsminister Kristian Jensen udtaler:

”I Danmark har vi en række virksomheder, der producerer kvalitetsfødevarer. Det er noget, som efterspørges på de globale markeder. Samtidig har vi en meget udviklet dansk landbrugssektor, og de virksomheder, der f.eks. leverer serviceløsninger og procesudstyr til branchen, kommer derfor med en række komparative fordele”

I Danmark er der de seneste år sket en stigning i antallet af eksporterende SMV’er, og den danske vareeksport forventes at stige med ca. 4 % i 2015. Til trods for disse positive tendenser ser udenrigsministeren et behov for at understøtte fødevarebranchen og udtaler i denne forbindelse:

”Fødevarebranchen er traditionelt en af vores største eksportsektorer, men har været under pres på det seneste. Det er en udvikling jeg gerne vil være med til at vende, og det er min forhåbning, at vi med en målrettet indsats kan igangsætte en række eksportsuccesser.

I samarbejde med Landbrug & Fødevarer samt DI Fødevarer gennemfører Eksportrådet derfor i 2016 et dedikeret program, ”Fødevare-Vitus”, hvor udvalgte SMV’er kan få skræddersyet assistance til at erobre nye markeder.

Det er positivt, at der sættes fokus på at skabe nye markedsmuligheder for virksomheder i landbrugs- og fødevaresektoren. Alle tiltag, der kan styrke eksporten, hilses velkommen i den aktuelle markedssituation. Vi håber, at den nye ordning vil føre til nye eksportordrer, som kan skabe yderligere vækst- og beskæftigelsesmuligheder" udtaler handels- og markedsdirektør Jan Laustsen fra Landbrug & Fødevarer.

Branchedirektør Ole Linnet Juul, DI Fødevarer udtaler:

"Vi bakker op om initiativer, der styrker virksomhedernes strategiske eksportindsats.  Med Vitus-programmet sættes denne gang fokus på SMV’er, og eksport kan være en god måde at realisere det vækstpotentiale, denne gruppe af virksomheder har."

Fødevare-Vitus bygger på de samme elementer som Eksportrådet udbyder i sit traditionelle Vitus og vil i strategifasen have et særligt indhold, der fokuserer på fødevare-virksomhedernes behov.

Programmet strækker sig over 12 måneder, og målet er i den periode at sikre den første eksportordre og få solidt fodfæste på et nyt marked. Forløbet består af 3-4 måneders strategiudvikling og 8-9 måneders eksekvering. Som led heri indstationeres en rådgiver fra Eksportrådet i virksomheden, og der gennemføres workshops og fact finding rejser til målmarkederne. 

Vitus-programmet har eksisteret siden 2010, og en evaluering af de første 60 virksomheder, der har afsluttet programmet, viser imponerende udviklingstal. De 60 SMV’er, der i perioden 2010-12 deltog i programmet øgede deres beskæftigelse med 475 fuldtidsstillinger og eksport med godt 600 millioner kr. i forhold til lignende virksomheder.

Finansieringen af det nye Vitus-program er tilvejebragt via omprioriteringer på SMV-tilskudsbevillingen, herunder ikke-udnyttede midler afsat til den såkaldte Rusland-eksportomlægningsordning.