Spring til indhold

Dansk sundhedsindustri fremviser nye produkter ved to store messer i Düsseldorf

08.11.2017  10:59
Sammen med nordiske partnere fra Finland, Sverige og Norge er dansk sundhedsindustri stærkt repræsenteret ved Medica og Compamed i Düsseldorf, som er verdens førende messer for sundhedsteknologi. Her får danske virksomheder mulighed for at præsentere deres ideer for et internationalt publikum.

I dagene fra d. 15.-16 november vil Innovation Centre Denmark Munich være til stede på Medica i Düsseldorf, hvor Danmark har en pavillon, som er organiseret af Dansk Industri i partnerskab med Healthcare Denmark. Her vil 14 virksomheder fra den danske sundhedsindustri fremvise deres innovative produkter for blandt andet tyske hospitaler og sundhedsvirksomheder.

I en fælles pressemeddelelse for de nordiske deltagere forklarer Hans Erik Henriksen, direktør for Healthcare Denmark, hvorfor danske virksomheders tilstedeværelse er vigtig:

”Tyskland og Danmark står over for de samme udfordringer, når det gælder den økonomisk bæredygtige udvikling af vores sundhedssystemer i fremtiden. Nye, innovative løsninger som kan reducere omkostninger samt øge kvaliteten og effektiviteten i sundhedssektoren er derfor mere relevante end nogensinde.”

”Det er grunden til, at vi ser en stigende interesse for danske sundhedsløsninger blandt de tyske besøgende på Medica, som stopper ved den danske pavillon for at få ideer og inspiration,” siger han.

Sundhedsteknologiske løsninger fra Danmark som inspiration

Lars Svane Hansen fra Innovation Centre Denmark i München ser frem til at deltage ved den danske pavillon på Medica, som er del af det nordiske samarbejde Nordic Expertise, hvor mere end 190 nordiske virksomheder giver deres bud på fremtidens sundhedsteknologiske løsninger:

”Danmark er én af Europas største eksportører af sundhedsteknologi per capita og sammenlagt er eksporten af danske sundhedsløsninger steget med 63 procent gennem de sidste seks år,” siger han.

”I forhold til implementering af nye sundhedsteknologier i det offentlige er Danmark en frontløber. Det er vigtigt, at både den offentlige og private sundhedssektor i Tyskland får øjnene op for danske løsninger inden for eksempelvis digital sundhed, hospitalslogistik og ikke mindst det potentiale, som ligger i den danske sundhedsreform, hvor supersygehusene spiller en central rolle,” siger han.

Den tyske sundhedsindustri efterspørger også i stigende grad sundhedsteknologiske løsninger fra underleverandører. Samtidig med Medica finder derfor også Compamed sted i Düsseldorf, som er en stor messe for leverandører til medicinalindustrien.

På Compamed ser Innovation Centre Denmark frem til at besøge endnu en dansk pavillon, som er arrangeret af Danish Health Tech Group. Her får danske leverandører en unik mulighed for at showcase deres produkter for både et tysk og internationalt publikum.

Interesseret i at høre mere om sundhedsindustrien i Sydtyskland og mulighederne for danske virksomheder?

Så kontakt Lars Svane Hansen via Innovation Centre Denmark: http://icdk.um.dk/en/innovationcentres/munich

Medica og Compamed finder sted i Düsseldorf fra d. 13.-16. november. Se nedenfor for mere info om, hvor du kan finde Healthcare Denmarks og Danish Health Tech Groups danske pavilloner:
Danish Health Tech Group: https://www.dk-export.com/media/4909972/dhtg-a4-handout-compamed-2017-final.pdf
Healthcare Denmark: http://di.dk/SiteCollectionDocuments/Markedsudvikling/Europa/BROCHURE%20MEDICA%202017%20FINAL.pdf