Spring til indhold

Den 5. dansk-tyske dialog om energieffektivitet satte fokus på ”Efficiency First” i bygninger, industri og varmeinfrastruktur

10.11.2017  12:59
Tirsdag den 7. november inviterede Danmarks Ambassade i Berlin i samarbejde med den tyske organisation Deutsche Unternehmensinitiative Energieeffizienz (DENEFF) til konference med temaet ”Efficiency First”.

Henrik Andersen, kontorchef ved Energistyrelsen, indledte eftermiddagen med en spændende tale om energieffektivitet i Danmark og fremtidens udfordringer. Han blev efterfulgt af Christian Noll, administrerende direktør for DENEFF, der fokuserede på energieffektivitet i Tyskland og forskelle på lovgivningen i Tyskland og Danmark.

Herefter fulgte innovative danske og tyske talere, der berettede om energieffektivitet fra deres forskellige synspunkter og baggrunde. Efter hver blok stillede moderater og publikum spørgsmål til talerne, hvilket førte til mange spændende diskussioner. Denne erfaringsudveksling mellem danske og tyske virksomheder gav et spændende indblik i de to landes forskellige tilgange og gav ikke mindst anledning til, at begge sider kunne lære af hinanden.

En tak skal lyde til virksomhederne Ørsted, Kamstrup og Grundfos, der alle deltog på dagen med interessante oplæg og løsninger på nutidens og fremtidens energiudfordringer.