Spring til indhold

Offentlig digitaliseringskonference i Berlin med Danmark som partner

23.03.2018  15:52
Den 20. og 21. marts var Danmark partner på digitaliseringskonferencen om offentlig digitalisering Digitaler Staat i Berlin. Danmark var repræsenteret med en dansk fællesstand med fem danske virksomheder, et dansk forum om fremtidens arbejdsmarked og ikke mindst Lars Frelle-Petersen, DI i åbningsprogrammet og Katrine Winding, Erhvervsstyrelsen på dag to.

''

Den nyudnævnte minister for digitalisering, Dorothee Bär, åbnede konferencen med hendes syn og visioner for digitalisering af det offentlige Tyskland. Det var hendes første offentlige tale, og konferencen fik derigennem national mediedækning. Efter sidste regeringsperiode med delt ansvar og heterogene ambitioner for digitalisering i Tyskland, har udnævnelsen af en digitaliseringsminister i den nye regering skabt store forventninger til digitaliseringsindsatsen de næste fire år, ikke mindst blandt de ca. 1500 fagfolk, der var samlet til konferencen.

Der er i Tyskland stor interesse for at høre om, hvordan digitaliseringsprocessen er forløbet i andre lande, der er længere fremme, som f.eks. Danmark. Der var derfor fuld sal, da Lars Frelle-Petersen gik på scenen for at fortælle om den danske vej til en digital offentlig sektor. Særligt indtryk gjorde den danske vilje til at omfavne og implementere forandringer, og vores vilje til at ændre vores offentlige sektor fra en forvaltning til en borger- og virksomhedsservice. En gæst beskrev det som ”Traumland Dänemark” - drømmeland Danmark på twitter.

Det danske forum ”Future of work” var også velbesøgt, hvor digitaliseringens konsekvenser for arbejdsmarkedet og arbejdslivet blev diskuteret af det dansk-tyske panel og det tyske publikum. Per Tejs Knudsen, cBrain og Lars Frelle-Petersen var enige om, at det i dag handler om at imødekomme forandringerne for få vækst og merværdi. Det bekymrede dog de tyske tilhørere, at det i Danmark har ført til planlagt og ønsket afvikling af arbejdspladser i den offentlige administration. Med inspiration fra den erfaring fremhævede den tyske paneldeltager fra beskæftigelsesministeriet, Markus Müller, vigtigheden af, at den tyske offentlige sektor ikke afviser forandringen, men i stedet arbejder aktivt med den, således digitalisering også bliver nye muligheder for medarbejdere, frem for kun tab af arbejdsplads.

De tyske deltagere viste også interesse for den danske fællesstand for inspiration og spændende samtaler.