Spring til indhold

Lykkedage på ambassaden

10.10.2017  14:27

Danmark har i årevis ligget helt i top på internationale rankinglister over de mest lykkelige lande. Det har vakt særlig stor interesse og nysgerrighed syd for grænsen, hvilket også danske organisationer har fokuseret på. Således var NOVASOL og VisitDenmark partnere ved årets "Folkefest" og den efterfølgende konference, hvor lykke var det overordnede tema.

"Folkefesten" var så populær, at besøgstallet i år nåede op på hele 1550 gæster. Det var mere end 50 procent mere end ved arrangementet i 2016. Gæsterne blev først budt velkommen af ambassadør Friis Arne Petersen og gennem hele dagen af ambassadens medarbejdere, der med stort engagement solgte drikkevarer, lavede rundvisninger, og svarede på spørgsmål om Danmark og ambassadens arbejde.

Ét af dagens absolutte højdepunkter var igen i år rundvisningerne gennem ambassadekomplekset. Berlinerne stod i lange køer for at komme ind på ambassaden og høre mere om bygningerne og det at arbejde på en dansk repræsentation. Ambassadør Friis Arne Petersen viste sit kontor frem, fortalte om ambassadens arbejde i Tyskland, og de mindste fik lov at tage plads i ambassadørens stol.

Udover dansk musik og leg bød dagen på dansk mad: Der var mulighed for at købe danske hotdogs og softice samt smage de mange sponsorerede produkter fra bl.a. Tulip, Arla, Johan Bülow Lakrids, Carlsberg og RawSnacks. Hotelkæden Guldsmeden serverede ægte dansk, økologisk smørrebrød og bød på prøver og salg af deres egen linje af økologiske plejeprodukter.

Festen var første del af et lykke-koncept, der dagen efter blev afsluttet med en konference om emnet. Ambassaden havde sammensat et ekspertpanel med blandt andre forskere, forfattere og psykologer til at pege på mulige årsager og sammenhænge for danskernes lykkefølelse.

Panelet der kyndigt blev styret af moderator og foredragsholder Emanuel Koch bestod af: 

Psykolog og forfatter Ulrike Scheuermann (”Innerlich frei”)
Chefredaktør Sinja Schütte (”Hygge”-magasinet)
Professor Bent Greve (Institut for Samfundsvidenskab, Roskilde Universitet)
Direktør Bernd Muckenschnabel (Novasol)
Forfatter Maike van den Boom (”Wo gehts denn hier zumGlück?”)
CEO Meik Wiking (The Happines Research Institute)

Under diskussionen blev der blandt andet set nærmere på økonomiske, politiske, sociologiske og samfundsbestemte forklaringer.

Også konferencen var meget velbesøgt, og auditoriet blev hurtigt fyldt, så der måtte live-transmitteres i de nordiske ambassaders ”Felleshus” hvor de ekstra gæster kunne følge med i diskussionen. Efter diskussionsrunden bød ambassaden på en forfriskning, så de mange besøgende kunne fortsætte debatten indbyrdes.