Spring til indhold

Indtryk fra H.M. Dronningens besøg i Sydslesvig

11.09.2019  11:36
I sidste uge var H.M. Dronning Margrethe II på et fire dage langt officielt besøg i Slesvig-Holsten og hos det danske mindretal.


Ankomst i Flensborg. Foto: Keld Navntoft

Besøget var præget af flag, sang, smil og et publikum, der trodsede det omskiftelige vejr.

Kongeskibet Dannebrog blev ledsaget af en sejlparade ind i Flensborg Havn, hvorefter H.M. Dronningen fik en varm velkomst af et stort publikum med både danske og tyske flag.

Majestætens første stop var ved det danske alderdomshjem i Flensborg for at anerkende den indsats mindretallets ældste medlemmer gjorde for at bevare og holde fast i deres danskhed i en tid, hvor det ikke altid var omkostningsfrit.

Mindretallets yngste blev dog heller ikke glemt, idet H.M. Dronningen besøgte mindretalsskolerne Duborg-Skolen i Flensborg og Risum Skole/Risem Schölj, hvis elever tilhører både det danske og det frisiske mindretal i Tyskland.

Mindretallet fejrede H.M. Dronningens besøg ved en festaften på A.P. Møller Skolen, hvor Majestæten var æresgæst, og ved en afskedsreception på mindretallets kultur- og forvaltningscentrum Flensborghus.

H.M. Dronningen var også på besøg ved de danske virksomheder Danfoss Silicon Power og Jysk. Ved sidstnævnte overrakte Lasse Svan Hansen, Anders Zachariassen og Simon Hald fra det danske håndboldlandshold og SG Flensburg-Handewitt spillertrøjer som gaver til Majestætens børnebørn.

En meget interesseret Dronning blev modtaget på et udvalg af museer og mindesmærker, der kendetegner områdets dansk-tyske historie. På Danevirke afslørede Hendes Majestæt museets nye UNESCO-plakette i forbindelse med udnævnelsen som UNESCO-verdenskulturarv.

I forbindelse med den officielle modtagelse fra tysk side var Majestæten gæst både på Flensborg Rådhus og ved Landdagen i Kiel. På Generalkonsulatet i Flensborg modtog den slesvig-holstenske ministerpræsident Daniel Günther Dannebrogordenens Kommandørkors, som en anerkendelse af hans indsats for det dansk-tyske samarbejde. Kommandørkorset blev overrakt af Hendes Majestæt personligt.

Besøget var en stor succes med et glad publikum, tilfredse værter og en meget omfattende pressedækning fra både dansk og tysk side.

H.M. Dronningen kom hjem med en meget speciel gave, som Majestæten fik på Flensborg Rådhus. Det var en gaffel, slået i sølv, som var blevet håndslået af Prins Henrik i 2016 hos Robbe & Berking ved et privat besøg i Flensborg.


Velkomst ved Flensborg Havn. Foto: Keld Navntoft


Besøg på det danske alderdomshjem i Flensborg. Foto: Keld Navntoft


H.M. Dronningen i Landdagen. Foto: Keld Navntoft


Dronningen modtages ved Haus B i Kiel. Foto: Keld Navntoft


Forskningsubåden JAGO ved Geomar i Kiel. Foto: Keld Navntoft


Ankomst til festaften på A.P. Møller Skolen. Foto: Keld Navntoft


H.M. Dronningen afslører UNESCO-plaketten ved Danevirke Museum. Foto: Keld Navntoft


H.M. Dronningen modtages af blomsterpiger iklædt barokkjoler på Gottorp Slot. Foto: Keld Navntoft


Hendes Majestæt på Risum Skole/Risem Schölj. Foto: Keld Navntoft


H.M. Dronningen får gaver til børnebørnene af håndboldspillerne Lasse Svan Hansen, Anders Zachariassen og Simon Hald. Foto: Keld Navntoft