Spring til indhold

Sejlparade i Flensborg Havn ifm. H.M. Dronningens besøg

30.08.2019  11:04
Alle sejl bliver sat til, når H.M. Dronningen ankommer til Flensborg tirsdag den 3. september. Således har også de lokale maritime foreninger opfordret til at sejle ud på fjorden for at hilse Dronningen velkommen. Der venter således Majestæten en sejlparade og et storslået skue.

Det er formanden for den danske Flensborg Yacht Club (FYC), Kay von Eitzen, der har taget initiativ til denne maritime modtagelse på fjorden. Flåden skal samles i bugten ved Wassersleben og herfra følge Kongeskibet Dannebrog ind til Skibbroen, hvor det lægger til kaj kl. 10.00.

Generalkonsul Kim Andersen bakker op om dette initiativ og kalder det for en formidabel ide, som vil være med til at vise fjordbyen fra sin smukkeste side. ”De mange sejlskibe på fjorden er en festlig måde at hilse vores Dronning velkommen på. Hendes Majestæt vil ligeledes blive fulgt godt på vej ud af fjorden efter fire lange og begivenhedsrige dage i Slesvig-Holsten og hos det danske mindretal,” siger Kim Andersen.

Der vil således være mulighed for at se både Dannebrog og Hendes Majestæt ved ankomsten den 3. september kl. 10.00 og ved afsejling den 6. september kl. 16.40. Begge gange med ledsagelse af sejlskibe og lystsejlere. ”Det bliver et stort og historisk skue,” siger Kim Andersen.


Foto: Keld Navntoft

Fakta:
Kongeskibet Dannebrog lægger til kaj, Skibbroen, den 3. september kl. 10.00.
Dannebrog forlader Flensborg den 6. september kl. 16.40.
Publikum er velkomment til at overvære Majestætens modtagelse og afsked.