Spring til indhold

Nyt fra Eksportrådets fødevareteam

25.09.2017  09:43

Fødevareteamet arrangerer to gange årligt ture for klubbens medlemmer, hvor medlemmerne får mulighed for dels at skabe et netværk internt og dele erfaringer med hinanden og dels at møde fødevareteamet, der består af eksportrådgivere fra hhv. generalkonsulatet i Hamburg og ambassaden i Berlin. Hovedformålet er det dog at åbne døren til det tyske marked, og Fødevareklubbens ture tjener derfor primært som en døråbner til tysk detailhandel, tyske grossister eller andre relevante interessenter.

I sidste uge lagde en delegation, der bestod af 17 danske fødevarevirksomheder derfor vejen forbi Berlin, da ambassaden inviterede dem indenfor hos bl.a. den danske Netto i Tyskland, Edeka i Berlin-området samt den tyske grossist Hamberger, hvor medlemmerne alle stederne kunne udveksle visitkort, vareprøver eller få en uformel snak med nøglepersonerne her.

Det var yderligere den første tur, hvor et samlet team bestående af tre kollegaer blev præsenteret for medlemmerne. Ambassaden har nemlig valgt at forøge teamet og dermed øge fokus på danske fødevarer i Tyskland.

Læs mere om fødevaresektoren i Tyskland og hvordan de tre fødevarerådgivere kan hjælpe dig og din virksomhed her.